






Fugleparken 33, 2690 Karlslunde
Byg rede her…
I Fugleparken får ”byg rede” næsten en helt bogstavelig betydning. Her venter et klassisk parcelhus fra kvarterets barndom – slidt, oprindeligt og klar til nye idéer. Bevar, byg om, riv ud og begynd forfra. Med hele 233 etagemeter, heraf 70 kvadratmeter kælder, er rammerne til at tegne, tænke og skabe et hjem, der bliver lige som du vil have det.
Fra land til forstad – i 60’erne og 70’erne voksede parcelhusene frem på den gamle landbrugsjord, og i dag er kvarteret blevet en rolig ramme om hverdagen for både små og store. Stier fører mod skole, institutioner, indkøb og S-tog, mens Karlslunde Mose lokker med natur, fugleliv og grønne ture. Stranden er kun en kort cykeltur væk. Haven er i dag lidt af et vildnis, men solen finder vej, og mulighederne er lette at få øje på. Klip hækken, slå græsset og skab terrassen med krukker, loungemøbler og kølige glas i aftensolen. Carport og udhus tager sig af bil, cykler og alt det praktiske.
Indenfor er det fantasien, der skal på arbejde. Den store vinkelstue har brændeovn, et stort vinduesparti og udgang til haven, mens spisekøkkenet ligger oplagt til at blive åbnet op og samlet med stuen i ét stort køkken/alrum og opholdsrum. Her er fire værelser med mulighed for endnu et, badeværelse og gæstetoilet. Kælderen gemmer på endnu flere muligheder med et stort rum med pejs – et oplagt sted til de store børn, hvor bordtennis, tv-hjørne, venner og lange aftener kan få deres eget liv. Hertil kommer flere disponible rum og endnu et badeværelse.
Rammerne står her allerede, og måske er det mavefornemmelsen, der ser mulighederne først.



