






Skolevang 11, 2660 Brøndby Strand
Skolevejen begynder i haven…
Skolevang lever op til sit navn på den fineste måde – her bor du helt tæt på skolen, med trygge stier og alt det, der gør familielivet lidt lettere. Her venter en stor og meget velholdt etplansbolig, hvor sælger har boet i 39 år. Et sted, man bliver – og et sted, der kan følge livet i flere retninger. Med sine mange kvadratmeter, en fleksibel tilbygning og rum til både fællesskab og privatliv er her plads til flere livsformer – den store familie, to generationer under samme tag, teenageafdeling, gæster eller liberalt erhverv.
Haven er grøn og velpasset med fin gammel beplantning, blomstrende buske og hyggelige kroge med læ. I husets vinkel ligger den store fliseterrasse som et solrigt åndehul med plads til liggestole, loungemøbler, grill og lange aftener under åben himmel. To markiser skaber behagelige skyggerum, og den forsænkede terrasse med murstensvægge og granittrappesten giver endnu et særligt sted til morgenkaffe, lemonade eller et koldt glas hvidvin. Græsset ligger åbent til boldspil, bare fødder og børneliv – og under 400 meter herfra venter Strandparken med siv, stier, indsøer, dyreliv, blødt sand og klart badevand.
Boligen er stor, lys og indrettet med virkelig mange muligheder. Tilbygningen danner en naturlig ekstra afdeling, som kan bruges til store børn, gæster, hjemmekontor, hobby eller som en rolig afdeling til flere generationer under samme tag. Her er god plads til at leve sammen – og samtidig finde hver sin krog. Boligen rummer to hvide køkkener, det ene i åben forbindelse med stueområdet, hvide flisebadeværelser, tre værelser og tre stuer. Lyset falder ind mange steder, og rummene giver plads til både leg, søvn, lektier, ro og samvær. Alt fremstår velholdt – her er passet på, holdt af og tænkt praktisk gennem mange år.
Tæt på skole, strand og grøn ro – her på Skolevang begynder mavefornemmelsen i haven…



